Sygesikringsgruppe 2

Som sikret i Sygesikringsgruppe 2 i den offentlige sygesikring har du nogle fordele og nogle forholdsregler, du skal tage dig. Rent praktisk betyder det følgende:

  • Du har ikke længere en fast læge og kan derfor frit søge behandling hos hvilken som helst alment praktiserende læge og speciallæge uden at skulle bruge en henvisning. (Du skal dog stadig bruge en henvisning til fysioterapi, fodterapeut og psykolog, læs mere i Sundhed.dk’s vejledning om gruppe 2, link nederst). 
  • Du får en egenbetaling på lægebesøg (både hos alment praktiserende læger og hos lægevagten), når du er omfattet af Sygesikringsgruppe 2. Derfor kan det være en god ide at forny din faste medicin (p-piller, smertestillende osv.), inden du skifter sygesikringsgruppe. 
  • Vi vil anbefale dig at få taget de relevante blodprøver, blodtryk og EKG, inden du skifter til Sygesikringsgruppe 2. Tag gerne en snak med din egen læge om dette.  
  • Alle sygehusbesøg samt operationer og indlæggelser er stadig uden omkostninger for dig, ligesom de er i Sygesikringsgruppe 1. 
  • Rent praktisk giver Sygesikringsgruppe 2 dig mulighed for at slippe for den lange ventetid, der kan være hos en speciallæge med overenskomst med det offentlige. 
  • Du lægger selv ud for hele regningen hos speciallægen, men du får efterfølgende refunderet en del af beløbet hos Borgerservice. Denne refusion foregår efter de til enhver tid gældende takster. 
  • Du betaler selv regningen hos psykiateren efter konsultationen. Prisen for alle vores patienter er den samme – uanset sygesikringsgruppe. 
  • Du får refunderet samme tilskud fra regionen, som en borger i Sygesikringsgruppe 1 modtager til en tilsvarende behandling. Se linket med gældende pristakster for nærmere info. 
  • Refusion og udbetaling af tilskuddet varetages af Borgerservice. Dette har klinikken ikke noget at gøre med, da vi ikke har et ydernummer og derfor ikke er tilknyttet den offentlige Sygesikring. Derfor afregner vi kun med patienten, og det er patientens eget ansvar at afregne med kommunen. 
  • Man kan skifte til Sygesikringsgruppe 2 på borger.dk – se linket nederst for mere info. Det
    koster ca. 200 kr. og gælder for ét kalenderår ad gangen. Du kan altså tidligst et år efter skift til Sygesikringsgruppe 2 skifte tilbage til Sygesikringsgruppe 1 igen. 
  • Bemærk, at der kan gå op til 14 dage før skiftet til Sygesikringsgruppe 2 træder i kraft. 
  • Vær opmærksom på, at hvis din praktiserende læge har lukket for tilgang, er du ikke garanteret at kunne blive patient der igen, hvis du skifter tilbage til Sygesikringsgruppe 1. 
  • Vær opmærksom på, at hvis du har børn og har bopælsret i forhold til børnene – dvs. hvis forældrene
    ikke bor sammen – så følger børn under 18 år med dig over i Sygesikringsgruppe 2. 
 

Hvordan foregår refusion fra Borgerservice for borgere i Sygesikringsgruppe 2?

  • Du skal bruge den originale regning fra speciallægen (for en sikkerheds skyld, tag gerne
    en kopi af den, så du har den i tilfælde af, at du skulle få brug for den). 
  • En kvittering på betalingen (evt. underskrift fra lægen og stempel med dato og/eller et
    kontoudtog, som bekræfter betalingen – det kan være forskelligt fra kommune til
    kommune, hvad der kræves af dokumentation). 
  • Kuverten med disse sendes markeret med følgende:
    Att.: Sygesikring gruppe 2 – refusion og afregning
    XXX Kommune 
  • Aflever kuverten til Borgerseervice – eller send den med posten. 
  • Alternativt kan det også sendes ind elektronisk via e-Boks eller borger.dk’s selvbetjening. 
  • Det tager ca. en til to uger for sagsbehandlingen, indtil pengene er indsat på din
    NemKonto. Du får besked fra Borgerservice herom.
 

Der gøres specifikt opmærksom på, at Borgernær Psykiatri ikke kan gøres ansvarlig for, hvilke og hvor mange ydelser, størrelse på refusionsbeløb samt eks. tests udført af specialbehandlere mv., du som patient er tilknyttet i Sygesikringsgruppe 2, som du efterfølgende vil kunne opnå refusion for.

Borgernær Psykiatri vil ikke kunne tilbyde at vejlede dig i skift af sygesikringsgruppe, refusionsspørgsmål mv., men henviser til, at du kontakter egen bopælskommune og der får relevante anvisninger. Du kan læse mere om sygesikring og sygesikringsgrupper på Borger.dk. Borgernær Psykiatri er ikke omfattet af regionernes takstkort for speciallæger i psykiatri og kan derfor ikke tage stilling til/ansvar for sammenligningen mellem ydelser på regionernes takstkort og ydelser på Borgernær Psykiatri, jfr. også ovenstående.

Du kan læse mere om Sygesikringsgruppe 2 her: